Strategien trækker på erfaringerne fra den økonomiske krise og skal sikre, at EU bliver en vidensbaseret, bæredygtig og inkluderende økonomi, der kan levere et højt produktivitets- og beskæftigelsesniveau præget af social samhørighed.
Strategien bygger på tre overordnede prioriteter for EU:
-
Intelligent vækst: udvikling af en økonomi baseret på viden og innovation.
- Bæredygtig vækst: fremme af en mere ressourceeffektiv, grønnere og mere konkurrencedygtig økonomi.
- Inklusiv vækst: fremme af en økonomi med høj beskæftigelse, der sikrer social og geografisk samhørighed.
For at indfri strategiens prioriteter vedtog Det Europæiske Råd i juni 2010 en række overordnede EU-mål, der skal være opfyldte i 2020:
-
75 procent af befolkningen i aldersgruppen 20-64 skal være i beskæftigelse.
- 3 procent af EU's samlede bruttonationalprodukt (BNP) skal investeres i forskning og udvikling.
- EU's klimamål (20 pct. reduktion af drivhusgasser i forhold til niveauet for 1990 og 20 pct. vedvarende energi) skal indfries.
- Andelen af unge der forlader skolen tidligt skal reduceres til 10 pct. og andelen der gennemfører en videregående uddannelse bør være mindst 40 pct. Personer i fare for fattigdom bør reduceres med 20 millioner.