Svar:
Der findes flere forskellige EU-beslutningsprocedurer afhængigt af, hvilke samarbejdsområder der er tale om.
I grove træk kan princippet i EU-lovgivningsproceduren koges ned til, at lovgivningen bliver til ved, at Kommissionen udarbejder forslagene til regler, mens lovene vedtages enten af Rådet og Europa-Parlamentet i fællesskab eller alene af Rådet.
I EF-traktaten findes mere end 22 forskellige lovgivningsprocedurer. De fire centrale procedurer er høringsproceduren, samarbejdsproceduren, den fælles beslutningsprocedure og proceduren for samstemmende udtalelse. Forskellen på disse procedurer er først og fremmest knyttet til, hvilken rolle Europa-Parlamentet spiller i lovgivningsprocessen.
Høringsproceduren
Høringsproceduren er den klassiske beslutningsprocedure, som stadig er vigtig, selv om den blev introduceret tilbage i 1958 med vedtagelsen af Rom-traktaten. Ifølge høringsproceduren høres Europa-Parlamentet og har mulighed for at udtale sig om Kommissionens forslag inden Rådet træffer afgørelse herom.
Samarbejdsproceduren
Samarbejdsproceduren (artikel 252 TEF) blev indført i 1987 med Den Europæiske Fælles Akt, og var på dette tidspunkt et gennembrud for Europa-Parlamentet, da proceduren gav Parlamentet nye muligheder for indflydelse. I dag anvendes samarbejdsproceduren praktisk talt ikke mere, da proceduren stort set er erstattet af den fælles beslutningsprocedure. Samarbejdsproceduren omfatter nu kun visse aspekter i forbindelse med ØMU’en.
Samstemmende udtalelse
Den samstemmende udtalelse blev indført med Den Europæiske Fælles Akt i 1987 og anvendelsesområdet blev med Maastricht-traktaten udvidet til at finde anvendelse på en række tilfælde, man ikke ønskede omfattet af proceduren for fælles beslutningstagen, men hvor man alligevel ønskede at tildele Europa-Parlamentet en vigtig rolle.
Princippet i proceduren for samstemmende udtalelse er, at Rådet og Parlamentet skal være enige om den tekst, der skal vedtages. Rådet kan ikke vedtage en retsakt, uden at Europa-Parlamentet har afgivet en udtalelse, der bifalder den pågældende retsakt. Parlamentet kan ikke ændre et forslag, men afgiver Parlamentet en negativ udtalelse, kan Rådet ikke vedtage retsakten.
Proceduren anvendes f.eks. i forbindelse med nye medlemsstaters tiltrædelse af EU.
Den fælles beslutningsprocedure
Den fælles beslutningsprocedure er en af de helt centrale procedurer. Proceduren gør EU-lovgivningen til et fælles anliggende mellem Europa-Parlamentet og Rådet. Den fælles beslutningsprocedure blev indført i 1993 med Maastricht-traktaten.
Øvrige procedurer
Ud over disse fire procedurer indeholder traktaten i mange tilfælde bestemmelser om andre procedureforløb. Det kan være meget specielle procedurer som f.eks. proceduren for budgettets vedtagelse. Det kan imidlertid også være helt simple procedurer, hvor Rådet formelt er alene om at træffe beslutningerne. Det gælder f.eks. beslutninger om, hvorvidt en medlemsstats statsstøtte alligevel skal accepteres, selv om der som udgangspunkt er forbud mod statsstøtte i EU.