Det lykkedes i nat for EU's stats- og regeringschefer at opnå enighed om den endelige tekst til reformtraktaten.
Efter at have diskuteret institutionelle spørgsmål og traktater i mere end seks år kunne det portugisiske EU-formandskab, flankeret af Kommissionsformanden, stolt annoncere, at nu var den endelige aftale i hus. Kommissionens formand, Barroso, betegnede det som en historisk dag og en stor bedrift. Ifølge kommissionsformanden vil den nye traktat øge EU's handleevne, hvilket sætter EU i stand til at fokusere på de europæiske borgeres ønsker.
Aftalen
Det polske og italienske problem mht. henholdsvis den såkaldte "Ioannina-mekanisme" og fordelingen af pladser i Europa-Parlamentet er blevet løst.
Det polske ønske om en juridisk bindende såkaldt "Ioannina-mekanisme", hvorved et antal lande kan fremtvinge en genovervejelse af et forslag i Rådet, blev løst på en lidt kompliceret måde. Der blev opnået enighed om, at til det forslag til rådsafgørelse, som er indeholdt i en erklæring til reformtraktaten, skal der knyttes en protokol i reformtraktaten, hvor det fastslås, at rådsafgørelsen kun kan ændres med enstemmighed i Rådet. Derved får Polen en vetoret over ændringer af afgørelsen.
Italien havde problemer med antallet af pladser i Europa-Parlamentet. Udkastet til reformtraktaten fastsatte det maksimale antal pladser til 750. Samtidig må intet medlemsland have færre end 6 medlemmer eller mere end 96 medlemmer. Fordelingen af de enkelte medlemslandes pladser under disse betingelser har Det Europæiske Råd ladet være op til Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet har udarbejdet et forslag, hvor Italien får 72 pladser, hvilket er mindre end Frankrigs 74 pladser og Storbritanniens 73. Italien ønskede at være sidestillet med Frankrig og Storbritannien mht. fordelingen af pladser i Europa-Parlamentet, hvilket er tilfældet i øjeblikket, hvor de alle har 78 medlemmer.
Det blev vedtaget at hæve det maksimale loft for antallet af medlemmer i Europa-Parlamentet med én svarende til formandens plads. Det vil sige det maksimale antal medlemmer af Europa-Parlamentet bliver 750 + formanden (reelt 751). Ifølge det portugisiske EU-formandskab vil den ekstra plads tilfalde Italien, når den endelige fordelingen blandt medlemslandene skal vedtages på baggrund af Europa-Parlamentets forslag.
For en beskrivelse af det generelle indhold i reformtraktaten se EU-Oplysningens besvarelse af spørgsmålet: "hvad handler reformtraktaten om?".
Det videre forløb
Reformtraktaten skal formelt underskrives af EU's stats- og regeringschefer den 13. december i Lissabon, hvorefter den nationale ratifikationsproces indledes. Traktaten skal ratificeres af hvert af de 27 medlemslande. Hvis ratifikationen er afsluttet for alle lande inden den 1. januar 2009, vil reformtraktaten træde i kraft på denne dato. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, er det forhåbningen, at den kan træde i kraft inden valget til Europa-Parlamentet i juni 2009.
Charteret om Grundlæggende Rettigheder, der ikke vil være gengivet i traktatgrundlaget, vil blive proklameret den 12. december 2007 i Lissabon.