Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenDokumenterEU-topmøderKonklusioner 2006-2014 › Bruxelles, 16.-17. dec...

Dokumenter


Bruxelles, 16.-17. december 2010

EU-topmøde i Bruxelles
EU's stats- og regeringschefer mødes her torsdag og fredag den 16.-17. december 2010 til årets sidste EU-topmøde i Bruxelles.

EU's såkaldte faste formand for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, har sammen med det belgiske EU-formandskab sammensat dagsordenen for mødet i Det Europæiske Råd den 16.-17. december 2010.

Dagsordenen er koncentreret om følgende punkter:

  • Etablering af en permanent krisemekanisme for eurolandene og deraf følgende traktatændring.
  • EU's forhold til strategiske partnere
  • Montenegros kandidatstatus.

Permanent krisemekanisme

Det altoverskyggende emne vil være spørgsmålet om etablering af en permanent krisemekanisme, som eurolandene kan trække på, hvis de kommer i alvorlige vanskeligheder. Etableringen af en sådan mekanisme vil kræve en traktatændring, som der i tråd med konklusionerne fra EU-topmødet i oktober skal opnås enighed om på mødet.

Det er forventningen, at mekanismen vil blive etableret på et såkaldt mellemstatsligt grundlag, hvor en forenklet traktatændringsprocedure vil blive anvendt. Med statsminister Lars Løkke Rasmussens ord vil traktatændringen have karakter af et målrettet kirurgisk snit. Ændringen af traktaten vil formelt blive vedtaget til marts 2011, hvorefter ændringen skal godkendes i de 27 nationale parlamenter. Det er forventningen, at denne godkendelsesprocedure kan være afsluttet inden udgangen af 2012, så ændringen af traktaten kan træde i kraft den 1. januar 2013, hvorved den permanente krisemekanisme kan træde i kraft til juni 2013. Den endelige udformning af mekanismen skal ligeledes besluttes til marts 2011.

Selv om krisemekanismen bliver etableret blandt eurolandene, så er der lagt op til, at også ikke-eurolande, som Danmark, kan deltage i de enkelte lånepakker der udstedes på baggrund af mekanismen på ad-hoc-basis.

Eurolandene blev på et møde den 28. november 2010 enige om en række overordnede principper om mekanismens udformning, hvilket er formuleret i en fælles erklæring.

Strategiske partnere og Montenegro

Foruden spørgsmålet om krisemekanismen og traktatændringen skal EU's stats- og regeringschefer også drøfte EU's forhold til de strategiske partnere på baggrund af en rapport fra EU's udenrigsrepræsentant, Catherine Ashton.

Endelig forventes stat- og regeringscheferne at støtte op om rådskonklusionerne fra mødet den 14. december 2010, hvor Europa-Kommissionens anbefaling om at give Montenegro kandidatlandsstatus blev behandlet. Montenegro vil dermed kunne se frem til åbning af optagelsesforhandlinger, når Kommissionen vurderer, at Montenegro er tilstrækkeligt lang i opfyldelsen af optagelseskriterierne.

Du kan læse mere om dagsordenen i rådssekretariatets kommenterede dagsorden (link til dagsorden af 16. november 2010).


Sidst opdateret: 15-12-2010  - Martin Jørgensen