Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenDanmark & EUNår EU-ret bliver til dansk lov › Implementering i andre...

Danmark & EU


Implementering i andre EU-lande

EU's medlemsstater har forskellige traditioner, både hvad angår lovgivningsarbejdet og retssystemet. Desuden er der store forskelle på, hvordan magten er fordelt mellem staten, delstater, regioner og kommuner.

Disse forhold betyder, at der er stor forskel på, hvordan EU's medlemslande implementerer EU-ret i deres nationale lovgivning.

I 2007 har Europa-Parlamentet udarbejdet en sammenlignende analyse af implementering i alle EU's 27 medlemslande. Du kan downloade rapporten her.

Hvem implementerer - parlamentet eller regeringen?

Europa-Parlamentets rapport beskriver bl.a., at der er stor forskel på, hvilken rolle henholdsvis parlamentet og regeringen spiller i implementering af EU-ret. I Danmark er det som udgangspunkt parlamentet (dvs. Folketinget), som skal sørge for implementering ved at vedtage en lov. Folketinget kan delegere noget af sin kompetence til regeringen og bemyndige en minister at foretage noget af implementeringen via bekendtgørelser. I Danmark sker denne delegering af ansvaret for implementering fra sag til sag.

I nogle EU-lande har parlamentet delegeret ansvaret for implementeringen til regeringen mere permanent. I Irland har parlamentet én gang for alle overdraget ansvaret for implementering til regeringen. Det betyder, at implementering af EU-ret i Irland foregår udelukkende ved bekendgørelser fra ministerierne. Dog har det irske parlament mulighed for at ophæve bekendtgørelserne inden for det første år efter deres vedtagelse. Storbritannien har et lignende system, hvor hovedparten af EU-direktiver implementeres af regeringen ved hjælp af bekendtgørelser.

I alt er der 11 medlemsstater, hvor parlamentet i større eller mindre omfang overdrager ansvaret for implementering af EU-direktiver til deres regering.

Hvordan foregår implementering i andre EU-lande?

I Danmark tager vi i høj grad udgangspunkt i, hvilken lovgivning vi allerede har på et givet område, når vi skal implementere et EU-direktiv. Det betyder bl.a., at vi nogle gange ændrer flere forskellige danske love og bekendtgørelser for at implementere et direktiv, og andre gange vedtager Folketinget en helt ny lov og der laves nye bekendtgørelser.

Sådan er det ikke i alle EU's medlemsstater. I Italien og Grækenland kan parlamentet vedtage en lov, som implementerer flere direktiver på én gang.

I nogle EU-lande implementeres direktiver også ved blot at henvise til direktiverne i en national lov. Det vil sige, at man ikke skriver direktivernes regler ind i den nationale lovgivning, men blot vedtager en ny lov, som bestemmer, at et eller flere direktiver nu gælder i medlemsstaten. Denne metode bruges bl.a. i Tjekkiet og Holland og i mindre grad i Tyskland, Slovenien, Spanien og Letland. Frankrig overvejer også at indføre metoden.

EF-Domstolen har slået fast, at medlemsstaterne ikke nødvendigvis behøver at omskrive direktiverne til national lovgivning, når de implementerer. Men EF-Domstolen har også opstillet nogle krav til medlemsstaternes implementering. Domstolen lægger særligt vægt på, at medlemsstaternes implementering af EU-direktiver skal være klar, præcis og gennemskuelig. Implementeringen skal sikre, at borgerne kan gennemskue, hvilke rettigheder de opnår i kraft af direktivet, og at de kan gøre brug af disse rettigheder.

Når EU-direktiver implementeres i grupper på flere direktiver ad gangen i én lov, eller ved blot at henvise til direktivet, kan det forringe gennemskueligheden for borgerne. Det kan være vanskeligere for almindelige borgere at finde ud af præcist hvilke love og direktiver, som gælder, og hvilke rettigheder de giver. Derfor er disse metoder heller ikke særligt udbredte. De anvendes oftest, hvis direktiverne enten er meget tydeligt og præcist formuleret, eller hvis tidsfristen for implementering er overskredet og det skal gå stærkt. 

Implementering i føderale stater

I de EU-lande, som består af delstater med en stor grad af selvstyre, kan der opstå problemer, fordi implementering af EU-direktiver skal varetages af flere forskellige lovgivende myndigheder.

Alt efter hvad et EU-direktiv drejer sig om, kan det enten være det landsdækkende parlament eller delstatsparlamenterne, som skal sørge for at implementere direktivet i den nationale eller regionale lovgivgning.

Det kan eksempelvis være sådan, at et direktiv om finansielle tjenestydelser skal implementeres på nationalt niveau for hele landet på én gang, fordi lovgivningen om finansielle tjenesteydelser hører under forbundsstatens kompetence. Derimod skal et andet direktiv om grænseværdierne for spildevand måske implementeres af delstaterne hver især, fordi miljøbeskyttelse hører under delstaternes kompetence.

For nogle EU-lande skaber dette problemer, fordi det er medlemsstaten, som drages til ansvar af EU, hvis implementeringen er forsinket eller mangelfuld, også i de tilfælde hvor forsinkelsen eller manglerne reelt skyldes en delstat.

I Italien og Østrig har man indført en slags "dobbelt-implementering" for at undgå dette problem. Her kan det nationale parlament vedtage en lov, som implementerer direktiver for de delstater, som ikke har overholdt tidsfristerne for implementering.

EU holder øje 

EU holder øje med om landene implementerer EU-lovgivning rettidigt. Medlemslandene skal inden for en fastsat tidsfrist meddele Europa-Kommissionen, når den har gennemført en national lovgivning, der implementerer EU-forslaget. 

På det indre marked har Europa-Kommissionen siden 1997 udarbejdet et scoreboard, der blandt andet undersøger, hvor meget lovgivning, der ikke er blevet implementeret rettidigt. I 2001 blev Rådet enig om, at andelen af direktiver, der ikke er implementeret korrekt eller til tiden, ikke må overstige 1,5 % af den samlede indre markedslovgivning. I 2007 besluttede Det Europæiske Råd at nedsætte denne andel til 1 % med effekt fra 2009. 

Europa-Kommissionen har i forbindelse med relanceringen af det Indre Marked forslået at sænke grænsen for implementeringsunderskuddet til 0.5 %. 

 

 

 



Sidst opdateret: 26-07-2012  - Adam Billing