Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenDanmark & EUDanmarks EU-medlemskab › De danske forbehold

Danmark & EU

Hvis du vil vide mere

Reglerne for hvornår der skal afholdes folkeafsteming i Danmark er fastlagt i Grundloven. På denne side kan du læse mere om hvorfor vi har folkeafstemninger om EU-sager i Danmark.

Se også EU-Oplysningens besvarelse af spørgsmålet: Hvad er de danske forbehold?

Læs mere om de danske forbehold i vores faktablad 


De danske forbehold

I 1992 stemte et flertal af danskerne nej til Maastricht-traktaten. Derfor fik Danmark forhandlet en aftale på plads, som betød at Danmark ville ratificere Maastricht med forbehold indenfor fire områder.

De danske forbehold er en aftale, som Danmark har indgået med resten af EU-landene om, at der er visse dele af EU-samarbejdet, som Danmark ikke deltager i. Forbeholdene vedrører fire områder:

  1. Unionsborgerskab
  2. Tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (euroen)
  3. Afgørelser og aktioner på forsvarsområdet
  4. Overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender

Baggrund for forbeholdene

Når der er opnået politisk enighed om en traktattekst i EU, skal medlemslandene ratificere traktaten for at denne kan træde i kraft. I Danmark kræver grundlovens §20, at der under visse omstændigheder skal afholdes en folkeafstemning, før Danmark kan tiltræde en traktat.

Justitsministeriet vurderede, at dele af Maastricht-traktaten ville indebære en yderligere overladelse af beføjelser, som efter grundloven tilkommer de danske myndigheder. Med andre ord var der tale om en såkaldt suverænitetsafgivelse. Når Danmark skal afgive suverænitet kræver det enten et flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer eller et flertal ved en folkeafstemning.

I 1992 var der ikke et flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer, som ville stemme for, at Danmark tiltrådte Maastricht-traktaten. Derfor skulle der afholdes en folkeafstemning om spørgsmålet. Ved folkeafstemningen den 2. juni 1992 stemte et flertal af danskerne nej til Maastricht-traktaten.

Efterfølgende blev syv af Folketingets partier enige om det såkaldte nationale kompromis i oktober 1992. De syv partier bag kompromiset var: Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Det nationale kompromis var en aftale mellem de syv partier om, at de gik ind for Danmarks tilslutning til Maastrichttraktaten under forudsætning af, at Danmark kunne holde sig uden for EU-samarbejdet på fire områder (nævnt ovenfor). Det nationale kompromis dannede udgangspunkt for den danske regerings drøftelser med de daværende 11 andre EU-lande. 

På topmødet i Edinburgh den 11.-12. december 1992 forhandlede EU-landenes stats- og regeringschefer sig frem til enighed om en særaftale for Danmark i forhold til EU - den såkaldte Edinburgh-afgørelse. I Edinburg-afgørelsen fik Danmark forbehold over for de ovennævnte fire områder.

Maastricht-traktaten og Edinburgh-afgørelsen blev sendt ud til en dansk folkeafstemning den 18. maj 1993. Ved denne folkeafstemning stemte et flertal ja til at Danmark tilsluttede sig Maastricht-traktaten på baggrund af Edingburgh-afgørelsen. Maastricht-traktaten trådte herefter i kraft i EU den 1. november 1993.

Amsterdam-traktaten, som trådte i kraft den 1. maj 1999, indebar ændringer i forhold til nogle af de emner, som Danmark har forbehold over for. Der blev derfor i tilknytning til Amsterdam-traktaten vedtaget en protokol om Danmarks stilling i forhold til EU. I protokollen foretages visse præciseringer af de fire danske forbehold for at sikre deres fortsatte beståen. Der har ikke været behov for at præcisere de danske forbehold i forbindelse med Nice-traktaten.


Sidst opdateret: 28-07-2011  - Martin Jørgensen